URBANblog

11.02.10

The Happy Prince

Kategoriseret under Eventyr, Kultur, Litteratur, Oscar Wilde af langeland

The Happy Prince
By Oscar Wilde

happyprince04HIGH ABOVE  THE CITY, on a tall column, stood the statue of the Happy Prince. He was gilded all over with thin leaves of fine gold, for eyes he had two bright sapphires, and a large red ruby glowed on his sword-hilt.

He was very much admired indeed. ‘He is as beautiful as a weathercock,’ remarked one of the Town Councillors who wished to gain a reputation for having artistic tastes; ‘only not quite so useful,’ he added, fearing lest people should think him unpractical, which he really was not.

‘Why can’t you be like the Happy Prince?’ asked a sensible mother of her little boy who was crying for the moon. ‘The Happy Prince never dreams of crying for anything.’

‘I am glad there is some one in the world who is quite happy,’ muttered a disappointed man as he gazed at the wonderful statue.

‘He looks just like an angel,’ said the Charity Children as they came out of the cathedral in their bright scarlet cloaks, and their clean white pinafores.

‘How do you know?’ said the Mathematical Master, ‘you have never seen one.’

‘Ah! but we have, in our dreams,’ answered the children; and the Mathematical Master frowned and looked very severe, for he did not approve of children dreaming.

One night there flew over the city a little Swallow. His friends had gone away to Egypt six weeks before, but he had stayed behind, for he was in love with the most beautiful Reed. He had met her early in the spring as he was flying down the river after a big yellow moth, and had been so attracted by her slender waist that he had stopped to talk to her.

‘Shall I love you?’ said the Swallow, who liked to come to the point at once, and the Reed made him a low bow. So he flew round and round her, touching the water with his wings, and making silver ripples. This was his courtship, and it lasted all through the summer.

‘It is a ridiculous attachment,’ twittered the other Swallows, ‘she has no money, and far too many relations;’ and indeed the river was quite full of Reeds. Then, when the autumn came, they all flew away.

After they had gone he felt lonely, and began to tire of his lady-love. ‘She has no conversation,’ he said, ‘and I am afraid that she is a coquette, for she is always flirting with the wind.’ And certainly, whenever the wind blew, the Reed made the most graceful curtsies. ‘I admit that she is domestic,’ he continued, ‘but I love travelling, and my wife, consequently, should love travelling also.’

‘Will you come away with me?’ he said finally to her; but the Reed shook her head, she was so attached to her home.

‘You have been trifling with me,’ he cried, ‘I am off to the Pyramids. Good-bye!’ and he flew away.

All day long he flew, and at night-time he arrived at the city. ‘Where shall I put up?’ he said; ‘I hope the town has made preparations.’

Then he saw the statue on the tall column. ‘I will put up there,’ he cried; ‘it is a fine position with plenty of fresh air.’ So he alighted just between the feet of the Happy Prince.

‘I have a golden bedroom,’ he said softly to himself as he looked round, and he prepared to go to sleep; but just as he was putting his head under his wing a large drop of water fell on him. ‘What a curious thing!’ he cried, ‘there is not a single cloud in the sky, the stars are quite clear and bright, and yet it is raining. The climate in the north of Europe is really dreadful. The Reed used to like the rain, but that was merely her selfishness.’

Then another drop fell.

‘What is the use of a statue if it cannot keep the rain off?’ he said; ‘I must look for a good chimney-pot,’ and he determined to fly away.

But before he had opened his wings, a third drop fell, and he looked up, and saw - Ah! what did he see?

The eyes of the Happy Prince were filled with tears, and tears were running down his golden cheeks. His face was so beautiful in the moonlight that the little Swallow was filled with pity.

‘Who are you?’ he said.

‘I am the Happy Prince.’

‘Why are you weeping then?’ asked the Swallow; ‘you have quite drenched me.’

‘When I was alive and had a human heart,’ answered the statue, ‘I did not know what tears were, for I lived in the palace of Sans-Souci, where sorrow is not allowed to enter. In the daytime I played with my companions in the garden, and in the evening I led the dance in the Great Hall. Round the garden ran a very lofty wall, but I never cared to ask what lay beyond it, everything about me was so beautiful. My courtiers called me the Happy Prince, and happy indeed I was, if pleasure be happiness. So I lived, and so I died. And now that I am dead they have set me up here so high that I can see all the ugliness and all the misery of my city, and though my heart is made of lead yet I cannot choose but weep.’

‘What, is he not solid gold?’ said the Swallow to himself. He was too polite to make any personal remarks out loud.

‘Far away,’ continued the statue in a low musical voice, ‘far away in a little street there is a poor house. One of the windows is open, and through it I can see a woman seated at a table. Her face is thin and worn, and she has coarse, red hands, all pricked by the needle, for she is a seamstress. She is embroidering passion-flowers on a satin gown for the loveliest of the Queen’s maids-of-honour to wear at the next Court-ball. In a bed in the corner of the room her little boy is lying ill. He has a fever, and is asking for oranges. His mother has nothing to give him but river water, so he is crying. Swallow, Swallow, little Swallow, will you not bring her the ruby out of my sword-hilt? My feet are fastened to this pedestal and I cannot move.’

‘I am waited for in Egypt,’ said the Swallow. ‘My friends are flying up and down the Nile, and talking to the large lotus-flowers. Soon they will go to sleep in the tomb of the great King. The King is there himself in his painted coffin. He is wrapped in yellow linen, and embalmed with spices. Round his neck is a chain of pale green jade, and his hands are like withered leaves.’

‘Swallow, Swallow, little Swallow,’ said the Prince, ‘will you not stay with me for one night, and be my messenger? The boy is so thirsty, and the mother so sad.’

‘I don’t think I like boys,’ answered the Swallow. ‘Last summer, when I was staying on the river, there were two rude boys, the miller’s sons, who were always throwing stones at me. They never hit me, of course; we swallows fly far too well for that, and besides, I come of a family famous for its agility; but still, it was a mark of disrespect.’

But the Happy Prince looked so sad that the little Swallow was sorry. ‘It is very cold here,’ he said; ‘but I will stay with you for one night, and be your messenger.’

‘Thank you, little Swallow,’ said the Prince.

So the Swallow picked out the great ruby from the Prince’s sword, and flew away with it in his beak over the roofs of the town.

He passed by the cathedral tower, where the white marble angels were sculptured. He passed by the palace and heard the sound of dancing. A beautiful girl came out on the balcony with her lover. ‘How wonderful the stars are,’ he said to her, and how wonderful is the power of love!’

‘I hope my dress will be ready in time for the State-ball,’ she answered; ‘I have ordered passion-flowers to be embroidered on it; but the seamstresses are so lazy.’

He passed over the river, and saw the lanterns hanging to the masts of the ships. He passed over the Ghetto, and saw the old jews bargaining with each other, and weighing out money in copper scales. At last he came to the poor house and looked in. The boy was tossing feverishly on his bed, and the mother had fallen asleep, she was so tired. In he hopped, and laid the great ruby on the table beside the woman’s thimble. Then he flew gently round the bed, fanning the boy’s forehead with his wings. ‘How cool I feel,’ said the boy, ‘I must be getting better;’ and he sank into a delicious slumber.

Then the Swallow flew back to the Happy Prince, and told him what he had done. ‘It is curious,’ he remarked, ‘but I feel quite warm now, although it is so cold.’

‘That is because you have done a good action,’ said the Prince. And the little Swallow began to think, and then he fell asleep. Thinking always made him sleepy.

When day broke he flew down to the river and had a bath. ‘What a remarkable phenomenon,’ said the Professor of Ornithology as he was passing over the bridge. ‘A swallow in winter!’ And he wrote a long letter about it to the local newspaper. Every one quoted it, it was full of so many words that they could not understand.

‘To-night I go to Egypt,’ said the Swallow, and he was in high spirits at the prospect. He visited all the public monuments, and sat a long time on top of the church steeple. Wherever he went the Sparrows chirruped, and said to each other, ‘What a distinguished stranger!’ so he enjoyed himself very much.

When the moon rose he flew back to the Happy Prince. ‘Have you any commissions for Egypt?’ he cried; ‘I am just starting.’

‘Swallow, Swallow, little Swallow,’ said the Prince, ‘will you not stay with me one night longer?’

‘I am waited for in Egypt,’ answered the Swallow. ‘To-morrow my friends will fly up to the Second Cataract. The river-horse couches there among the bulrushes, and on a great granite throne sits the God Memnon. All night long he watches the stars, and when the morning star shines he utters one cry of joy, and then he is silent. At noon the yellow lions come down to the water’s edge to drink. They have eyes like green beryls, and their roar is louder than the roar of the cataract.’

‘Swallow, Swallow, little Swallow,’ said the prince, ‘far away across the city I see a young man in a garret. He is leaning over a desk covered with papers, and in a tumbler by his side there is a bunch of withered violets. His hair is brown and crisp, and his lips are red as a pomegranate, and he has large and dreamy eyes. He is trying to finish a play for the Director of the Theatre, but he is too cold to write any more. There is no fire in the grate, and hunger has made him faint.’

‘I will wait with you one night longer,’ said the Swallow, who really had a good heart. ‘Shall I take him another ruby?’

‘Alas! I have no ruby now,’ said the Prince; ‘my eyes are all that I have left. They are made of rare sapphires, which were brought out of India a thousand years ago. Pluck out one of them and take it to him. He will sell it to the jeweller, and buy food and firewood, and finish his play.’

‘Dear Prince,’ said the Swallow, ‘I cannot do that;’ and he began to weep.

‘Swallow, Swallow, little Swallow,’ said the Prince, ‘do as I command you.’

So the Swallow plucked out the Prince’s eye, and flew away to the student’s garret. It was easy enough to get in, as there was a hole in the roof. Through this he darted, and came into the room. The young man had his head buried in his hands, so he did not hear the flutter of the bird’s wings, and when he looked up he found the beautiful sapphire lying on the withered violets.

‘I am beginning to be appreciated,’ he cried; ‘this is from some great admirer. Now I can finish my play,’ and he looked quite happy.

The next day the Swallow flew down to the harbour. He sat on the mast of a large vessel and watched the sailors hauling big chests out of the hold with ropes. ‘Heave a-hoy!’ they shouted as each chest came up. ‘I am going to Egypt!’ cried the Swallow, but nobody minded, and when the moon rose he flew back to the Happy Prince.

‘I am come to bid you good-bye,’ he cried.

‘Swallow, Swallow, little Swallow,’ said the Prince, ‘will you not stay with me one night longer?’

‘It is winter,’ answered the Swallow, ‘and the chill snow will soon be here. In Egypt the sun is warm on the green palm-trees, and the crocodiles lie in the mud and look lazily about them. My companions are building a nest in the Temple of Baalbec, and the pink and white doves are watching them, and cooing to each other. Dear Prince, I must leave you, but I will never forget you, and next spring I will bring you back two beautiful jewels in place of those you have given away. The ruby shall be redder than a red rose, and the sapphire shall be as blue as the great sea.’

‘In the square below,’ said the Happy Prince, ‘there stands a little match-girl. She has let her matches fall in the gutter, and they are all spoiled. Her father will beat her if she does not bring home some money, and she is crying. She has no shoes or stockings, and her little head is bare. Pluck out my other eye, and give it to her, and her father will not beat her.’

‘I will stay with you one night longer,’ said the Swallow, ‘but I cannot pluck out your eye. You would be quite blind then.’

‘Swallow, Swallow, little Swallow,’ said the Prince, ‘do as I command you.’

So he plucked out the Prince’s other eye, and darted down with it. He swooped past the match-girl, and slipped the jewel into the palm of her hand. ‘What a lovely bit of glass,’ cried the little girl; and she ran home, laughing.

Then the Swallow came back to the Prince. ‘You are blind now,’ he said, ‘so I will stay with you always.’

‘No, little Swallow,’ said the poor Prince, ‘you must go away to Egypt.’

‘I will stay with you always,’ said the Swallow, and he slept at the Prince’s feet.

All the next day he sat on the Prince’s shoulder, and told him stories of what he had seen in strange lands. He told him of the red ibises, who stand in long rows on the banks of the Nile, and catch gold fish in their beaks; of the Sphinx, who is as old as the world itself and lives in the desert, and knows everything; of the merchants, who walk slowly by the side of their camels, and carry amber beads in their hands; of the King of the Mountains of the Moon, who is as black as ebony, and worships a large crystal; of the great green snake that sleeps in a palm-tree, and has twenty priests to feed it with honey-cakes; and of the pygmies who sail over a big lake on large flat leaves, and are always at war with the butterflies.

‘Dear little Swallow,’ said the Prince, ‘you tell me of marvellous things, but more marvellous than anything is the suffering of men and of women. There is no Mystery so great as Misery. Fly over my city, little Swallow, and tell me what you see there.’

So the Swallow flew over the great city, and saw the rich making merry in their beautiful houses, while the beggars were sitting at the gates. He flew into dark lanes, and saw the white faces of starving children looking out listlessly at the black streets. Under the archway of a bridge two little boys were lying in one another’s arms to try and keep themselves warm. ‘How hungry we are!’ they said. ‘You must not lie here,’ shouted the Watchman, and they wandered out into the rain.

Then he flew back and told the Prince what he had seen.

‘I am covered with fine gold,’ said the Prince, ‘you must take it off, leaf by leaf, and give it to my poor; the living always think that gold can make them happy.’

Leaf after leaf of the fine gold the Swallow picked off, till the Happy Prince looked quite dull and grey. Leaf after leaf of the fine gold he brought to the poor, and the children’s faces grew rosier, and they laughed and played games in the street. ‘We have bread now!’ they cried.

Then the snow came, and after the snow came the frost. The streets looked as if they were made of silver, they were so bright and glistening; long icicles like crystal daggers hung down from the eaves of the houses, everybody went about in furs, and the little boys wore scarlet caps and skated on the ice.

The poor little Swallow grew colder and colder, but he would not leave the Prince, he loved him too well. He picked up crumbs outside the baker’s door where the baker was not looking, and tried to keep himself warm by flapping his wings.

But at last he knew that he was going to die. He had just strength to fly up to the Prince’s shoulder once more. ‘Good-bye, dear Prince!’ he murmured, ‘will you let me kiss your hand?’

‘I am glad that you are going to Egypt at last, little Swallow,’ said the Prince, ‘you have stayed too long here; but you must kiss me on the lips, for I love you.’

‘It is not to Egypt that I am going,’ said the Swallow. ‘I am going to the House of Death. Death is the brother of Sleep, is he not?’

And he kissed the Happy Prince on the lips, and fell down dead at his feet.

At that moment a curious crack sounded inside the statue, as if something had broken. The fact is that the leaden heart had snapped right in two. It certainly was a dreadfully hard frost. Early the next morning the Mayor was walking in the square below in company with the Town Councillors. As they passed the column he looked up at the statue: ‘Dear me! how shabby the Happy Prince looks!’ he said.

‘How shabby indeed!’ cried the Town Councillors, who always agreed with the Mayor, and they went up to look at it.

‘The ruby has fallen out of his sword, his eyes are gone, and he is golden no longer,’ said the Mayor; ‘in fact, he is little better than a beggar!’

‘Little better than a beggar’ said the Town councillors.

‘And here is actually a dead bird at his feet!’ continued the Mayor. ‘We must really issue a proclamation that birds are not to be allowed to die here.’ And the Town Clerk made a note of the suggestion.

So they pulled down the statue of the Happy Prince. ‘As he is no longer beautiful he is no longer useful,’ said the Art Professor at the University.

Then they melted the statue in a furnace, and the Mayor held a meeting of the Corporation to decide what was to be done with the metal. ‘We must have another statue, of course,’ he said, ‘and it shall be a statue of myself.’

‘Of myself,’ said each of the Town Councillors, and they quarrelled. When I last heard of them they were quarrelling still.

‘What a strange thing!’ said the overseer of the workmen at the foundry. ‘This broken lead heart will not melt in the furnace. We must throw it away.’ So they threw it on a dust-heap where the dead Swallow was also lying.

‘Bring me the two most precious things in the city,’ said God to one of His Angels; and the Angel brought Him the leaden heart and the dead bird.

‘You have rightly chosen,’ said God, ‘for in my garden of Paradise this little bird shall sing for evermore, and in my city of gold the Happy Prince shall praise me.’

30.12.09

Langelands-hygge

Kategoriseret under Film, Komedie, Kultur, Langeland, Mad, Strøtanker, Syndig Mad, Tilflyttertanker, Venner af langeland

Åsø Strand

Åsø Strand

Langeland, Tranekær, dagen før nytårsaften:

Stegen simrer i ovnen. Flæskums-stegen. Næeh nej - vi har ikke jule-lede… endnu!
De endnu ikke brunede kartofler er pillede - står klar og venter på karamelliseringen.
Den hjemmelavede - og efterhånden bedagede (men stort set uforgængelige) julerødkål er også klar til gennemvarmning.
Så er der bare det søde og det sure. Og endnu en god sovs at fremtrylle….. det går som en leg. Om lidt altså!

Sonja er ankommet - vi har fået snakket, nydt et par glas vino, og været både i Snøde hos SuperSpar efter aftenens middag (føromtalte Flæskums-steg), friskt brød og mæææælk - og ved Åsø Strand, med den understimulerede hundebasse (”Far” har siddet alt for meget ved pc’en. Noget med et website der skal laves færdigt. Überkedeligt… for en hund!)

800 km/t. Hundebassen altså - vi tog den i et noget mere adstadigt tempo.

Vi gik vel et par kilometer. Hundebassen må have tilbagelagt omkring 20. Mindst!

Stella, 800 km/t

Stella, 800 km/t

Frosne ører - røde kinder. Koldt, blæsende, friskt.
Dejlig tur. Rigtig dejlig.

Skønt selskab. Næsten det allerbedste ved det hele.

Jeg får utroligt megen glæde ud af at dele disse vidunderlige omgivelser med mine bedste venner.
Staklerne bor jo i København. Eller det der ligner - indenfor S-togs nettets fangarme.
Så de bor jo i “Stressville”… og nyder at komme herned.

Den øvelse er god for begge parter. Jeg nyder det også - i allerhøjeste grad.

Over, and out (stegen er vist snart.. kigge-moden - den dufter i hvert fald godt!).

(Fortsættelse:)

Monica Zetterlund under en pause ved indspilningen af "Att angöra en brygga"

Monica Zetterlund under en pause ved indspilningen af "Att angöra en brygga".

Stegen VAR god. Så god at jeg, da vi lidt senere på aftenen skulle ha’ noget at grine af - og jeg satte en klassisk svensk (! ) komedie på - først grinte højlydt og dernæst faldt i dyb søvn. Ikke for det - filmen er simpelthen fantastisk, og en solid klassiker. Ganske enkelt den absolut bedste svenske filmkomedie der er lavet. Nogensinde!

Hvis du IKKE har set den allerede - så er den et must-see!
Den genudsendes med jævne mellemrum på TV på de skandinaviske TV-kanaler.

Hold øje med:

Att angöra en brygga“,
af “Hasse och Tage” (Hasseåtage, Hans Alfredson og Tage Danielsson).

Medvirkende er bl. a. (udover Hasseåtage):

Gösta Ekman

Monica Zetterlund

Birgitta Andersson

Filmen er et mesterværk i falden-på-halen komik, karaktertegninger og be- eller afkræftelse af fordomme om svenskere, krebsegilder og sprut generelt.
Kort fortalt går historien ud på at en gruppe venner/ægtepar har arrangeret et krebsegilde af den ægte svenske slags - langt, langt ude på en lille bitte ø i den svenske skærgård. Den ene halvdel af selskabet er allerede på øen, og pynter op - og har krebsene klar. Den anden halvdel, inklusive en chef til et af ægteparrene, skal ankomme med sejlbåd - og medbringer al sprutten. Filmens titel hentyder så kraftigt til det som alle fortrædelighederne kommer af, nemlig af få lagt til med båden til landgangsbroen og få parret henholdsvis ægteparrene med hinanden igen, og krebsene med den uundværlige “brännvin”.

Hans Alfredsons rolle som den lokale særling er endnu et genialt omdrejningspunkt i filmen. Han spiller en über-filmtosset fisker der planlægger at rejse til Hollywood for at gifte sig med sit store idol, Esther Williams (!) - og kaldes derfor “Garbo”. Og han har en jolle… som han ikke er til sinds at låne ud til de sindssyge stockholmere.

Som sagt - filmen SKAL ses. Med fare for at tage lidt af fornøjelsen fra jer, er her et lille klip fra filmen - sekvensen hvor de opfindsomme stockholmere skal have fat på nøglen til hængelåsen - på kæden som Garbo har låst sin jolle fast med. Klippet er kun på 6 minutter og 24 sekunder…. filmen er 102 minutter lang, og fuldt ud på højde med klippet, hele vejen igennem.

Enjoy!

01.12.09

Til minde om…

Kategoriseret under Fordomme, Helse, Sundhed af langeland

International AIDS-dag… familiemedlemmerne. Vennerne - afdøde som levende Bandemedlemmerne. Fjenderne. Kollegerne. Lebberne. Skolekammeraterne. Studie-ditto. Naboerne. Genboerne. Narkoluderne på hjørnet. Heteroerne. Kioskmændene. Avisbudene. Lægerne. Tankpasserne. Truckerne. Frisørerne. Præsterne. Jord- og betonarbejderne. Balletpigerne. Alkoholikerne. IT-nørderne. Online-dating-bekendtskaberne. Rockerne. Nonnerne. De hjemløse.

Sygeplejerskerne.  Apotekerne. Murerne. Bøsserne. Tømrerne. Sælgeren. Bestyrelsesformændene. Kontorcheferne. Journalisterne. Medieluderne. Paparazzierne. Direktørerne. Husejerne. Bierne. Lejerne. Junkierne i opgangene. Tjernerne. Taxichaufførerne…

Jeg kunne blive ved.
Men lader være… for budskabet er klart nok, her d. 1. december.

International AIDS-dag.

Den er ikke lavet for at diverse mennesker der ikke har andet og bedre at foretage sig kan gå i fakkeltog og pudse glorien. Det er ikke det der sker - ikke det det her handler om.

I dag har vi en chance for at vise vores støtte - og det er det der sker i de der fakkeltog. Støtte… og at mindes.
Alle dem der er bukket under for AIDS. Alle de hiv-smittede, der lever med medicinering, bivirkninger, stigmatisering, angst og mindreværd. De millioner og atter millioner af mennesker der lever under forhold og regeringer, hvor medicinsk behandling er umulig, eller kun forbeholdt de få. Dem allesammen… tro mig, du er stødt på flere af dem, i dit liv. Måske har du ikke været klar over det. Om det så har været en tilfældig sexpartner… eller din øverste chef.

Det er sådan set også fløjtende ligegyldigt.

Faktum er, at HIV og AIDS stadig er en særdeles håndgribelig trussel. Mod vores liv, førlighed, frihed. Mod et normalt liv… en trussel der er akkurat lige så aktuel som dengang den kom frem. For en hiv-smittet bliver  stemplet. Ugleset. Alle fordommene vælter frem i forreste række. Han/hun har været promiskuøs. Taget stoffer - eller det der er værre. Så han/hun har “nok selv været ude om det”. “Det måtte jo ske”. “Den stakkel - det kunne jeg godt have fortalt”.  “Det er hvad der kommer af at fare rundt fra den ene til den anden… tsk-tsk-tsk”. Alene det faktum at HIV oftest overføres ved seksuel kontakt, er nok til at det oldgamle “ludertøs eller horekarl” -stempel bliver shinet op og taget i brug. Flittigt. Mange mennesker får det bedre af at svinge det stempel… så er de i hvert fald ikke SELV sådan!

Virus er bare ligeglad. Med stilling, status, køn, seksualitet, seksuel aktivitet, alder, etnisk tilhørsforhold, nationalitet, sundhedstilstand, hvor fit du er eller det modsatte - kort sagt, den er ikke spor kræsen. Den hopper lige så gerne på under engangsknaldet der var det første i årevis….. som det seksoghalvtredsindstyvende den sommer. Så fordommene dur ikke til noget som helst.

I Danmark er vi fornemt dækket ind. Vi har adgang til gratis lægebehandling, medicinering, social og økonomisk støtte.  Nogle af verdens fornemste og bedste forskere indenfor HIV er danske, eller lever og arbejder i Danmark. Det nyder vi godt af. Her i landet er det oftest samfundets dom - stigmatiseringen - der er den værste. Den er grunden til at mange - alt for mange - ikke lader sig teste, og først bliver “opdaget” når det er næsten for sent. Når de er blevet så syge at det kun KAN være hiv-relaterede infektioner de har. Og derfor, i manges tilfælde, i årevis har levet i denne mørkezone… hvor man ingenting ved, ikke VIL vide det… og derfor ofte tager andre med sig i faldet - ud af ren og skær angst. I andre lande er en HIV-infektion så stor en risiko at den nærmest betragtes på linje med at redde sig en forkølelse… det sker, før eller siden. Og i nogle lande bliver man skudt. Eller hængt. Eller pisket til døde.

Uanset hvor vi er, så skal vi, efter min mening, blive bedre. Bedre til at se sandheden i øjnene. Til at acceptere at det “også kan ske for mig”. Og meget, meget bedre til at lade være med at dømme mennesker med hiv. Man kan dø af hiv… det er der vist ingen der er i tvivl om. Mig bekendt er der ingen der ønsker at dø… langsomt, pinefuldt, på den grimme måde. Så hvor mange af alle de mennesker du kender….. som MÅSKE også er hiv-positive - tror du har opsøgt virus og sagt, kom og tag mig?
Ingen, vel?

Så brug denne dag til eftertanke. Til at overveje hvad du ville gøre hvis den der nære veninde eller ven… det der nære familiemedlem… den der gode kollega, din studiekammerat, eller bare ham du handler hos hver dag… kom og fortalte dig at han/hun var blevet hiv-smittet.
Prøv at tænke det helt igennem… hvad du ville gøre og sige, hvis du IKKE havde muligheden for at smutte udenom… lade det passere… gå i glemmebogen… tie det ihjel, eller værre, sladre det ihjel. Hvis du var NØDT til at tage stilling. NØDT til at vælge om det menneske fortsat skulle være en del af dit liv… Om du ville være der. Om du ville støtte. Om du ville forstå.

Jeg tænder levende lys i mine vinduer i aften. Selvom jeg bor der ude på landet hvor kragerne vender, så viser statistikken at der her, på min ø, et-eller-andet-sted, måske lige henne i nærmeste landsby, er et menneske med hiv. Så jeg viser min støtte. Min sympati. Og min forståelse.

I kan overveje om I vil gøre det samme. Der er ingen tvang.

23.11.09

OMO Mani Padme Uhm…

Kategoriseret under Eye Candy, Internet, Musik, læxi af langeland

Så, tøser.

Send ægtemanden/forloveden/kæresten/bollestykket/boytoy’en ned på tanken efter 800 dameblade….. og 117 andre ting, så han ikke kommer smuttende tilbage sådan lige på minuttet.
Skænk jer et glas rødvin, og sæt jer godt til rette. I der vil have biografoplevelsen, klikker her på dette link til YouTube så I kan se den full-screen i HD.

Og nyd så lige den her skamløse reklame fra Fleggaard.

Hvis I ikke synes den er lige så læxi som alle mine andre veninder gør, så skriv straks ind i kalenderen: “Ring optiker, aftal tid. Haster!”

Here goes…:

Husk lige at rydde op inden ægtemanden/forloveden/kæresten/bollestykket/boytoy’en kommer tilbage.

Og hav lige en god forklaring parat når han spørger hvorfor %&#¤! I pludselig har sat en kogevask over…

Hep!

And Now for Something Completely Different…

Kategoriseret under Internet, Musik af langeland

Fik lige sendt linket her. Man kan sige meget om Britney Spears (og der er gud-hjælpe-mig sagt meget om divaen), men hun forstår sgu at sætte sig spor i medieskyen.

Måtte dele det her! Ikke alene havde den originale video på YouTube af en Hr. Chris Crocker en vis underholdningsværdi - og efter det første fnis havde lagt sig - stof til empati, men det er også set nu af ikke færre end 28.127.882 mennesker.
Det er flere end 5 gange Danmarks befolkning, spædbørn og pensionister inkluderet!
Den her pensionist så med - det var i efteråret 2007, der hvor Fru Spears blandt andet havde kronraget sig foran de savlende paparazzi, var blevet tvangsindlagt op til flere gange og blev sat under administration af det offentlige amerikanske retssystem.
Ikke fordi jeg er specielt stor fan af fruen… slet ikke. Hun laver glimrende, velproduceret teenage-porno-pop og tjener KASSEN og det er vist det.
Men den mediebevågenhed hun fik overgik selv Golfkrigens, så den var endda meget svær at komme uden om, for en inkarneret netsurfer som jeg.

Nu er diverse techno, trance, mash-up med mere mixes af selv samme video på banen - dette mix har flere views end Britneys seneste single “3″.

Check den ud. Catchy tune, eh? ;)

Og så må vi også have Britneys video med… lidt fan er man måske alligevel.
Ikke fordi hun laver den musik hun gør. Og tjener KASSEN (der var den igen…).

Mere fordi hun rejste sig fra det her:

Britney Spears kronrager sig for de savlende paparazzi.

til det her:

Et eller andet sted er det sgu da godt gået.

Hep!

22.11.09

En Københavnersnudes Bekendelser

Kategoriseret under Hjernespind, Husejer, Langeland, Musik, Strøtanker, Syndig Mad, Tilflyttertanker af langeland

Egentlig burde overskriften være “Tilflyttersnuden”.

For det er jo hvad jeg er. Tilflytter på Langeland. I ordets bedste forstand.

Jeg har ellers været inkarneret storbymenneske i mange år. Godt nok i aftagende grad, men indtil for blot få år siden var et af de vigtigste parametre for hvor jeg ville bo, hvor langt der var “Ind- Til- Byen”. Jeg startede i Badstuestræde ved Strøget, som 17-årig nyslået Københavner, frisk ind med 4-toget fra Nordsjælland. Mere centralt bliver det ikke. Og flyttede gradvist længere og længere ud fra centrum som årene gik.
Men jeg var storforbruger af storbyens mange tilbud igennem de første mange år. Godt nok mest af de sociale… nattelivet især. Men som for mange andre københavnere var en tur ind til Indre By i mange år en favorit.
Indre By har en nærmest magisk tiltrækning på de fleste… om de indrømmer det eller ej. Og storbyen på solflimrende, stille søndagseftermiddage, med ferietomme gader og indbygget dovenskab i alle bevægelser, var en af de allerstørste. Få gloet på vinduer - måske var der noget man måtte eje til næste bytur. Møde de allersidste festaber når de væltede ud fra natbaren - lige inden de blev hældt ind i en taxa, blændede og ydmyge af det alt for insisterende dagslys… hjem til mørket, dynerne, panodilerne, colaerne og junk-food’en… og tømmermands-sex til de heldige.  Slå en skraldlatter op fordi man selv var så fornuftig at gå hjem hele fire timer før dem og havde overstået DET program. Sætte sig på en trappesten i de blå skygger med en kølig vand eller humle, fordøje den ristede hotdog og dovent lade verden passere forbi. Tilbagelænet tømmermandspleje… man fik det hurtigt bedre af den hotdog.
Men det fik man ikke mere travlt af.

Der var biograferne… teatrene… museerne. Selvom jeg - som ægte Københavner - langt fra har været på alle museerne, og kun gik i teatret til de virkeligt store eller kontroversielle forestillinger. Man er jo blasert, som københavner. Man bor der jo. Det haster jo ikke ligefrem - det når man nok! Det er kun turister og folk fra provinsen der styrter rundt… som om København nogensinde forsvinder. Pffft!

De obligatoriske ture med Havnerundfarten, hver sommer. Nogle gange også, trodsigt, om vinteren. Fordi vi ku’. Der var noget befriende og beroligende ved at se “sin” by ligge derinde, glitrende og smuk, på afstand så rolig og dog så fuld af liv. Mærke nærheden til havet, den salte friske luft, væk fra brostenene, se hvor lille byen egentlig var…. og alligevel så stor!
Tivoli. Som man købte kort til, hver sæson. Ikke for at styrte rundt til forlystelserne…… de VAR prøvet. Eller de dyre restauranter - man kendte jo så mange andre steder i byen der var bedre, smartere og billigere. Næeh nej - bare for at kunne slå smut igennem “Haven”. På vejen. Nu man alligevel skulle den vej. Og så lød det godt…… “nej jeg gik gennem Tivoli så det er derfor jeg er forsinket, det vælter jo med turister! Vorherrebevares de står som sild i en tønde!”. Og så rullede man med øjnene og trak på skuldrene med et overbærende smil. Københavner med stort K. Blasert.

Christiania. Som får sit helt eget kapitel på et senere tidspunkt.

Parkerne. Alle slags og størrelser. Til alle slags behov - både dem der foregår om dagen og om natten. De små parker i brokvartererne, med indbyggede sprittere på deres faste bænk, og et meget intimt medhør til alt - ALT - hvad der foregår oppe i lejlighederne, der alle som en har vidt åbne vinduer i sommervarmen. Inklusive soveværelserne. En af de små parker har en akustik så to koner kunne stå i hvert sit hus, på henholdsvis tredie og fjerde sal, med bajer og ubestemmelig-men-stærk-drink i hænderne, og tale sammen… roligt, uden at råbe, tværs hen over den lille park. Og alle kunne høre hvert et ord… og blandede sig gerne i samtalen. Meget lokal stemning. Og ret underholdende. Det var på Nørrebro. Før de lange knives nætter satte ind.
Den store Fælledpark, som jeg var nabo til i mange år. Med alt det liv der overhovedet kan proppes i en park, sport, fest, sex, levende musik, karnevaller, marathon, racerløb, you name it. Og den magiske aften hvor Michael Jackson spillede i Parken. Ikke så meget fordi den gode Hr. Jackson spillede….. jo det var undskyldningen. Det var mere da tusmørket indfandt sig, og parken lå hen med hundredevis af små klynger af mennesker overalt, forventningsfuldt samlede til gratis-medhør omkring hver sin græsplænedræber-engangs-grill, med haveblus og stearinlys og pastasalater og papvin og vattæpper og børn og hunde og hvad ved jeg. Og alt foregik i så stor en ro og så eventyrlig dejlig stemning at man næsten lige måtte knibe sig i armen. Det var vindstille, og hedebølgevarmt. De mange griller lagde et lillablåt bølgende tågeslør oppe over alles hoveder, det var ikke Mosekonen men Grillmutter, der bryggede. Lysene spillede i natten og det gjorde Hr. Jackson også… men vi lyttede ikke så meget med mere. Han blev til baggrundsmusik til vores helt egen aftenfest. Stemningen og papvinen tog over, og den aften, i tusmørket under de blå slør, den næsten tropiske nat i Fælledparken, blev noget helt specielt. Magisk. Så blev man ydmyg, stolt og glad over sin by. For tænk at sådan noget kunne lade sig gøre uden slagsmål, sirener og blå blink. Vi var dygtige, var vi. Passede på vores by. Og på hinanden.

Jazzfestivals, Gay Prides, koncerter på “Rådderen”. Femøren. Opera i Kongens Have. De japanske fyrværkerimestres fantastiske show ude over Københavns Havn. Årtusindskiftet. De stille caféer og de vilde natklubber. Stamværtshuset. Der skete meget i København, meget mere end jeg kan huske at få med her.

Ind over alt det her kom mine sen-karriere-år i det private erhvervsliv. De alvorligere år. Sjove år, udfordrende år, slidsomme år. Byen blev mere og mere reduceret til det sted jeg sov og arbejdede i, og det jeg efterhånden så mest af var arbejdspladsen, og natbyen set fra den kundekonto-betalte taxa hjem fra job. Det var også dejligt til tider - den aften i Fælledparken var - og jeg fik da også del i byens liv som noget af det fryns som mit arbejde på reklamebureauet kastede af sig. Mest fancy receptioner på nye, utilstrækkeligt opvarmede in-steder-i-støbeskeen - med tilhørende champagne-sushi-bar så klart. Der lærte jeg i øvrigt at omgås wasabi. Husk, jeg er oprindeligt ikke storbybarn… så jeg har skam gaflet en stor mundfuld af det grønne stads…. og lært af det på den tårevædede, hvor-er-der-en-ildslukker, panikagtige måde. Det er svært at se cool ud med munden fuld af wasabi… Men det var stadig arbejde, så det var svært bare at nyde det, give sig hen.
Så jeg så ikke meget til byen mere - selvom jeg boede og levede i den. Jeg havde ikke tid.

Så jeg flyttede ud til Forstæderne. “Villabyerne”s dækningsområde. Jeg brugte alligevel ikke byen, og det så godt ud, det der postnummer i Gentofte - det gavnede karrieren. Byen gled ud, forsvandt, blev til en daglig fast kulisse, et forhindringsløb der skulle overstås. Til at komme til og fra job, til juleindkøb, specialindkøb, tøjindkøb. Lige hæsligt hver gang, for det faldt altid sammen med juleræs eller udsalgs-ditto. Så alle de gamle glæder… de blev svære at finde tilbage til. Nattelivet trivedes jeg stadig i, det tog længere tid før det mistede sin tiltrækning. Men også det var på kraftigt aftagende. Tømmermænd og karriere går dårligt hånd i hånd. Og karrieren betød alt. Den var mit liv.

Jeg knækkede så pludseligt på midten. Min naive tro på at jeg kunne arbejde uden grænser, altid, hele tiden, non-stop fik et meget jordnært skud for boven. Kroppen sagde stop. Jeg var syg længe, og søgte og fik til sidst førtidspension.

Det er så nok det bedste der er sket for mig i mange år. For i al den karrierehurlumhej jeg levede i, glad og helt frivilligt, glemte jeg de væsentlige ting. De enkle ting. Såsom at have - eller tage sig tid til at leve. At overhovedet have et liv. Jeg glemte det, i karrierens glitter af status, fryns og succes, i rejsernes og pengenes og festernes skygge. Jeg glemte at mærke efter hvor jeg var, og hvad der var omkring mig. Stoppe op og trække vejret. Jeg glemte livet. Tilværelsen som pensionist har givet mig livet tilbage - i mere end en forstand. Og tiden til at leve det. Jeg priser mig lykkelig over at bo her, i Danmark. At det overhovedet kan lade sig gøre.

En pludselig indskydelse fik mig så for et par år siden til at checke ejendomsmæglere ud på nettet. Bare for sjov, ligge for at kigge. På huse med have til den der hund jeg gerne ville have. På Møn. Det hang stadig ved…… det gamle mantra. Ikke for langt “Ind-Til-Byen”! Og Møn er kun en god times kørsel fra København. Det var vel til at leve med. Og det skulle helst være til foræringspris. Der er billigt på Møn.

Jeg så på mange huse, dernede. Eller…. ruiner…… eller… det der lignede. “Håndværkertilbud” en masse. Flotte sminkede lig med tilsvarende chokerende tilstandsrapporter. Gode og solide og billige huse med udsigt og skønne haver… og 1.75 til loftet (jeg er altså 1.83…). Alle slags huse. Hold kæft hvor så jeg meget lort, for nu at sige det på godt dansk. Ingen af stederne sagde mig noget, og jeg følte mig ikke velkommen. Det føltes fremmed. Jeg opgav nærmest….. men så faldt jeg over mit lille hus, som jeg bor i nu, her på Langeland. Ved et rent tilfælde, et fejlklik på en-eller-anden webside. Og jeg faldt faktisk for det med det samme, lige der, på nettet.

Jeg skal lige sige, at jeg - rent teknisk - er halvt Langelænder. I hvert fald på papiret. Min Far var født og opvokset hernede, ligesom hele familien på hans side,siden den indvandrede fra Tyskland engang i 1800-tallet. Så lidt tilknytning har jeg til stedet her… men det var ikke det det var afgørende, det hjalp blot kraftigt på beslutningsprocessen. Næeh.. det var huset. Og Langeland. Uanset hvor mange problemer jeg har haft med det siden jeg flyttede ind, og uanset hvor meget jeg må suge på labben og leve på eksistensminimum , så elsker jeg mit hus her på Langeland. (Finanskrisen er jo noget af en udfordring - jeg fik sgu ikke solgt min lejlighed derovre).

Jeg er meget, meget glad for at være flyttet hertil.
Langeland er blevet “min” ø nu. Københavnersnuden er blevet til Tilflytteren…

Mere om tilflytteriet kommer senere.

21.11.09

Hej Verden!

Kategoriseret under Hjernespind, Internet, Kultur, Langeland, Online Gaming, Second Life, Strøtanker af langeland

OK… så starter den.

Bloggen.

Svært, det her.

Se, jeg har aldrig skrevet en blog før. Jeg har til gengæld læst en masse forskellige, derude, i den virkelige verden. Af meget svingende kvalitet - og indhold. Alt lige fra den dybeste had-racisme-blog til den mest overfladiske og florlette mode-blog om tylskørter og silkebånd. Blogs der er lige til at skøjte hen over og som man dårligt værdiger mere end det sekund det tager at skimme en side. Og blogs der inviterer til mere og andet end passiv læsning. Der provokerer, irriterer, inspirerer. Politiske blogs, kosmiske blogs, ordblinde blogs. Dybt personlige blogs, der trækker tårer frem i øjenkrogen, og får egne minder til at vælte frem. Dem der får grinet frem, og dem der trækker furer i panden. Blogs der tvinger dig til at tage stilling, have synspunkter, vælge side. Jeg kunne blive ved. De er der allesammen.

Gudskelov.

For før verden gik af lave - og online - havde de fleste af os, jeg selv inklusive, vel egentlig kun vage forestillinger om hvad andre mennesker egentlig gik og tænkte og følte. Man bar rundt på en masse forudfattede meninger, praktiske skabeloner for hvordan man troede lige den person var, lige den del af en befolkning, lige det bestemte sociallag. I den store brede sammenhæng gik man ud fra at folk var som en selv, på de fleste områder. Og fik kun ændret på de forestillinger ved at bevæge sig ud i det pulserende liv, uddanne sig, rejse, lade nye indtryk og kulturer slå rod i ens sind.

Nu kan vi gøre stort set alt dette hjemmefra. Tænd computeren, log på, og verden er serveret. I rå, usorteret, kaotisk form, i en stadig større voksende masse, den sky eller “cloud” som er det nye buzzword, online. Vores verden krymper. Vores horisonter udvides. Og jeg mener vi bliver klogere. Og mere udfordrede.

Erfaringen bliver så et af vores vigtigste redskaber. Den skal hjælpe os med at sortere fra i den enorme informationsstrøm der dagligt vælter ind over os fra alle medier. Den skal gøre os bedre til at BRUGE de informationer vi har adgang til. For det er det helt essentielle i vores muligheder i dag. Adgang. I mine “gamle dage” havde vi aviser, TV, radio. Hvad man fik adgang til i skolen - og senere på jobbet. Fra familien. Og vennerne. I dag har vi adgang til stort set hvad som helst, hvor som helst, når som helst. Listen er alt for lang til at jeg overhovedet vil - eller kan - komme med fyldestgørende eksempler her. Men tag en hvilken som helst halvgarvet internetbrugers Bookmarks (Foretrukne) fra deres browser, eller check deres smartphone. Og du får et rimeligt godt indtryk af hvad der rører sig i hjernebarken (og/eller underlivet) på lige netop det menneske.

Millioner af mennesker har så taget dette skridt videre, til også at dele sine tanker, indtryk, meninger med verden. Og som nævnt er der både skidt og kanel derude.
Så er det godt vi kan sortere. Være kritiske. Vælge - og vælge fra.

Det har jeg så også nu. Taget skridtet. I kan så vælge. Eller vælge fra. Det valg har I jo heldigvis også!

Hvorfor fanden er jeg så begyndt på denne blog?

Tja. I lange tider har jeg været garvet, inkarneret netbruger. Men det har mest været som modtager. Bevares, jeg har da lavet noget i Second Life. Og brugt tonsvis af tid på det - flere år endda, spejlet mig i mine 15-minutes-of-Second-Life-fame og væltet mig i den socialiseren og opmærksomhed der følger med der. Men Second Life er for størstedelens vedkommende stadig et meget amerikansk fænomen. Og alt andet lige, også et anonymt sådant - jeg er jo min avatar der, ikke mig selv. Sådan rigtigt. Når  jeg taler med amerikanere i Second Life der overhovedet ved hvor Danmark ligger - og at det ikke er hovedstaden i Amsterdam… så begrænser  mulighederne sig også til det. Alt hvad der rører sig her i vores andedam er off-topic. Ikke noget jeg kan tale med dem om, eller fortælle ret meget om… for hvor interessant er det lige for dem? Nu glemmer vi lige et øjeblik det kandiserede og efter min mening ret ensidige og urealistiske billede af Danmark som mange millioner af amerikanere for nyligt fik serveret af Oprah Winfrey. For det er såmænd hurtigt glemt igen.

Ikke for at generalisere - for det er langt fra alle amerikanere der er uoplyste og kun fatter hvad der foregår indenfor deres egne grænser. Eller stat. Eller by, for den sags skyld. Det vil være forkert at påstå. Det er også langt fra alle der får det meste af deres viden fra deres altomfavnende medier. Men der er trods alt en del.

Og Facebook er alt andet lige ikke stedet man kan udbrede sig om ret meget, udover korte øjebliks-statements. En slags udvidet Twitter. Så selv om jeg har stor fornøjelse af den så udfylder den ikke alle behov.

Så nu vil jeg udbrede mig her om dette og hint. Om ting der rører sig i min egen hjernebark og mit eget liv. Der kommer med sikkerhed til at være amerikansk indhold også. Det er uundgåeligt - USA er trods alt den vestlige verdens største mediekanon, og især her i Danmark er vi efter min mening amerikaniserede i overdreven grad. Det er jeg også selv, det indrømmer jeg blankt. Men jeg sluger ikke alt råt. Og mine buzzwords til trods, er jeg også en stor tilhænger af at hæge om det danske sprog.

Så nu får vi se hvordan det går. Det bliver spændende at se om der er andre end familien der læser hvad jeg skriver her - med deres musearm vredet om på ryggen. I hvert fald er forumet åbent. Jeg forbeholder mig dog ret til at slette kommentarer af hadsk, kriminel, eller diskriminerende karakter, hvis det er kommentarer der opfordrer andre til at gøre eller synes det samme. Jeg tror det samme står i Presseloven… i store træk. Så det er vist meget rimeligt.

Nu får vi se - der er serveret!